Blog Page

Den grimme beslutning

Dette her indlæg er et af den slags som kan være temmelig dystre.
Og kan desværre også skræmme dem der kender mig godt.
Men det er ikke min hensigt på nogen måde. Kun at de der kender mig godt får en ide om hvad der sker i hovedet på mig og sandsynligvis andre depressive mennesker.

Nogle gange når man helt derud hvor man tænker over sin egen situation og om det ikke var bedst hvis man ikke var på denne jord.
Disse tanker kommer især når man er presset og man er nede.
Jeg har selv af og til haft disse tanker. Og har da nogle gange også semi planlagt hvordan og hvorledes.
En indskydelse når man var ude at køre på motorvejen, kunne fx. være at man kunne køre ind i den næste bropille og få alting til at forsvinde.

Den slags tanker har jeg aldrig brudt mig om. Og jeg kommer heller ikke til det.
Men jeg kan forstå dem. Hvilket er noget der skræmmer mig utrolig meget.
Jeg har selv været der og når jeg tænker tilbage var det primært i forbindelse med svigt at tankerne har været tilstede.
Desværre også i forbindelse med alt for meget stress. I nogle tilfælde også i et par usunde forhold.

Årsagen til at jeg ikke selv har, “taget billetten, stillet træskoene eller booket en etværelses med jordudsigt” er flere årsager.
Den ene er at jeg er en kylling. Jeg turde og tør stadigvæk ikke.
Men den vigtigste er at det er for nemt. Det er ikke en udvej. Det er en flugt fra noget som man kan ikke kan flygte fra.
Depressioner er ikke sjove og er man virkelig langt nede vil sådanne tanker uvilkårligt komme.
Man er ikke selv herre over det. Og jo værre man får det, jo sværre ser det ud til at komme oven på igen.
Og så er det man tænker på den nemme udvej.

For nogle er det selve handlingen der er vigtig. Det er et nødråb fra en person som gerne vil videre men ikke aner eller tør vise hvor dårligt vedkommende har det.
For andre er det den eneste vej måde de kan slippe for de triste tanker hele tiden og igen.
Der findes ikke nogen måde hvorpå man kan blive glad igen. Ingen mulighed for at blive den person man en gang var.
Når man ender derude er alt hvad der hedder realitetssans væk. Jeg har heldigvis aldrig været der.
Men jeg kan sagtens følge de tanker der ligger bag for jeg har været nede i depressions sump.

Er man der, kan man ikke selv komme op. Der skal man have hjælp.
Og er man helt derude så er man slet ikke selskabelig på nogen måde.
Man vil være for sig selv. Andre mennesker er slet ikke til at holde ud at tænke på.
Kort sagt – er man så langt ude har man selv isoleret sig fra andre mennesker.
Dette gør man kører videre i en nedadgående spiral hvilket i sidste ende kan resultere i den endelige beslutning.

Så kender man nogle der har lidt af de samme tegn er det nok en god ide at få fat i noget hjælp til dem.
For man kan ikke komme ud af det alene.
Jeg er i den heldige situation at jeg har en kæreste der kan se tegnene og en familie der støtter mig når jeg har mine nedture.
Og med den støtte kommer jeg heldigvis aldrig så langt ud at jeg tager den endelige beslutning .

Depressioner og mindreværd

Et af mine største problemer ved at have depressioner er at jeg til tider bliver for usikker på mig selv.
Og så kommer depression oveni og gør mig endnu mere usikker på mig selv.
Når det sker så bliver man meget afhængig af at få bekræftelse af andre.
Det kan være fra at ens indsats på jobbet bliver værdsat til at man føler sig attraktiv over for ens partner eller det modsatte køn. (Okay for nogle også det samme køn..)

I den periode hvor depressionen er størst har jeg en tendens til at jagte bekræftelsen.
Det bliver næsten en besættelse hvor man også sætter sig selv op til at fejle.
For bliver man afvist får man jo bekræftet at man ikke er god nok.
Omvendt… så får man jo bekræftelsen af ren medlidenhed.
Så alt i alt bliver det en bekræftelse i at man slet ikke er god nok.
Man kan bare ikke vinde. Og det selv om man nok kan bruge logik og komme frem til at det ikke er sandt.
Logikken bliver bare overtrumfet af depressionen som lægger en sort sky over ens logik.

Men det er jo ikke sandt, det er bare svært at se.
Når man så er kommet ovenpå igen kan man sagtens se at det jo ikke har været sand.
Depressioner har desværre den store magt over en.
Og når man så er deprimeret har man brug for bekræftelsen, men tror ikke selv på at man får den fordi man er god nok.
Det er en meget nedadgående spiral som kan være svær at bryde – og ikke uden hjælp.

Så når man er nede og man ikke får talt med andre man normalt taler med. Eller man føler sig skåret væk, selvom man ikke er det, for hvorfor taler folk nu ikke med en?
Det forstærker ens mangel på selvværd. Samt depressionen for man kan få tanker omkring man ikke er noget værd.
Andre har jo ikke lyst til at tale eller være social med  een.
Sådanne ting kan virkelig forstærke depressionen for man kan have en tendens til at svælge i selvmedlidenhed.
Og så ender man i en: “Hvor er det synd for mig” periode hvor man ikke kan se de gode ting, men kun det negative.
Det mønster er svært at bryde og tit og ofte kræver det et wakeup call på den hårde måde.
Nemt er det ikke. Og man gør det ikke fordi man gerne vil. Man gør det fordi man ikke er sig selv.

Hvor vil jeg så hen med alt det her?
At dem der læser det her måske kan bære over med mig en gang imellem.
Og forhåbentlig kan forstå lidt af hvad man gør en gang mellem…
Så bær over med mig… 🙂

Mit første indlæg…

Så blev tanken endelig ført ud i livet.

Der har været mange tanker omkring dette her.
Er jeg på vej til at udstille mennesker som jeg holder af.
Udstiller jeg mig selv?
Såre jeg andre ved at skrive disse ting? Er det en dum ting?

Nej. Det kan det ikke være. Det er mindst lige så meget en terapeutisk ting.
Og hvis jeg får de personer som kan være indvoldveret i mine indlæg til at sige OK til dette inden jeg publisere dem, så skal det nok gå.

Om ikke andet så har jeg et sted jeg kan få afløb for mine tanker.

Forhåbentlig kan andre også få noget ud af mine skriblerier.