For lidt over en uge siden fik jeg beskeden at min, nu ekskone vil skilles.
I hendes hoved havde det været undervejs i noget tid.
I min verden havde vi måske lidt små bump men var et godt sted.
En uge forinden havde hun luftet tanken om det var nogle tanker hun havde.
Desværre blev de tanker til virkelighed blot en uge efter.
Det er tolv et halv års ægteskab og knap femten års forhold der stopper nu.
Femten år med udfordringer og glæder.
Ting der altid vil være i et forhold.
Men der var ikke noget at gøre.
Hun havde ikke været glad i lang tid og hun havde gjort op med sig selv at vi nu var for langt fra hinanden.
Hun kunne ikke se sig selv i vores forhold længere og var ikke det hun havde brug for.
Samt hun elskede mig ikke på samme måde længere.
Derfor trak hun stikket på forholdet og ægteskabet.
Det var et stort slag for mig.
Jeg var et sted hvor jeg troede vi begge var glade.
Jeg var tæt på lykkelig for nok var der bump men jeg syntes tingene gik godt.
At vi var der hvor vi gerne ville være i livet.
Der hvor man har planer for fremtiden.
Tanker, ønsker og håb for hvad fremtiden bragte.
Men alt det blev rykket væk under mig i løbet af nogle timer.
At få at vide ens partner ikke længere elsker en på samme måde som før.
Eller på samme måde som man selv elsker hende, er hårdt.
Det er som at få revet sine indvolde ud igennem navlen.
Man føler sig hjælpeløs.
Ikke noget værd og ikke god nok på nogen måde.
Der er mange ting der går igennem ens hoved når man får sådan en besked.
For en person der har tilbagevende depressioner ved man at ekstreme belastninger kan udløse en depression.
Ting som stress, dårlig økonomi eller problemer i parforholdet.
I det her tilfælde er det en klar måde at udløse en depression på.
Det er det sidste man ønsker i denne her situation for man skal til at være praktisk.
Da vi har et hus sammen skal vi nu til at gøre klar til et salg.
Et salg som virkelig rammer hårdt da det har været det eneste sted jeg virkelig har følt mig hjemme.
Derfor er det vigtigt ikke at gå ned med flaget.
Jeg kan ikke sige at der ikke var en kort overgang hvor jeg havde meget mørke tanker grænsende til det punkt hvor man skal have hjælp.
Heldigvis kom jeg væk fra dem og fik en tid meget hurtigt ved min psykiater om tirsdagen.
Sammen fik vi justeret medicinen og har en opfølgning om nogle uger.
Jeg er glad for jeg tog fat i psykiateren så tideligt så jeg kan gøre en indsats for ikke at dykke ned i en depression.
En anden ting jeg er glad for er at jeg har en sundhedsforsikring så jeg har også fået en tid ved en psykolog.
Jeg går en hård tid i møde.
Det ved jeg og jeg forsøger at tage alle tænkelige forholdsregler således jeg ikke ryger ned i et hul.
Der vil komme dyk i humøret og der vil være udsving.
Det kan jeg ikke undgå i det her.
Men jeg har også venner der støtter og samler op når det er nødvendigt.
Noget af det sværeste i det her er at bede om hjælpen inden det er for sent.
Jeg håber det at bruge denne her blog kan hjælpe mig med at få tankerne ud.
Nu er jeg begyndt - det er vigtigt.