I dag har været en svær dag.
Da jeg sad med en ejendomsmælger fordi huset skal sælges gik det op for mig at jeg skal af med huset.
At jeg skal af med det hus der er brugt tre år, inklusiv en retssag, på og som har den indretning vi ville have.
Det var hårdt.
Når det går op for en at verden er i gang med at ændre sig og det man har troet var ens fremtid nu ikke findes længere.
Tanken om at man mister mere end det man troede var ens livs kærlighed.
Kombinere det med huset skal sælges.
Kæledyrene skal muligvis aflives hvis det ikke er muligt at finde et nyt hjem til dem.
Det er en realitet man skal forholde sig til - og det er svært.
De tanker og især følelser, det giver en, er mange forskellige.
Nogle af dem er triste.
Andre er melankolske.
Så er der vrede og surhed.
Uanset hvilke det er skal jeg forholde mig til dem.
Anerkende de er der og forholde mig til dem.
Det kan være og er svært.
At man samtidig skal forholde sig til at ens ekskone er videre med sit liv sætter ekstra gang i følelserne.
Når man ser hende og hun forholder sig til en som er man en der har været en del af hendes liv men ikke passer længere ind i det.
Det giver mig virkelig ondt i maven og gør mig trist.
Trist fordi hun er langt foran en i forhold til følelserne overfor mig.
Og ked af det fordi hun ikke ser en på samme måde som man selv ser, eller nu er det ved at være så, på hende.
Fornemmelsen af når man er sammen så er man “kun” en ven eller bekendt og når man har fået solgt huset, nøglerne er overdraget, ikke kommer til at se hinanden igen.
Smerte ved at se hendes ansigt lyse op når der kommer en besked fra en som man ikke ved hvem er.
Men man kan huske det ansigt fra når hun modtog de beskeder fra en selv.
Det gør man føler sig erstattet.
At man føler man ikke betyder det samme for hende længere.
Og det gør man jo ikke - for ellers havde hun ikke søgt skilsmisse.
At sidde i denne her procces velvidende at følelserne vil være der og man skal forholde sig til dem er svært.
Det at anerkende at følelserne er der og de må være der, er ikke nemt og noget jeg får hjælp til.
Uden hjælp ville der være en stor sandsynlighed for at jeg ville falde ned i et hul af selvmedlidenheden og selvhad.
At have en at tale med og som kan hjælpe en med at anerkende følelserne og give råd til hvordan man skal bearbejde det gør en kømpe forskel.
Følelserne er der.
Jeg kan ikke undgå dem.
Nu skal jeg igennem dem for overstående ændre sig ikke.
Det er min nye virkelighed og den bliver jeg nødt til at forholde mig til.
Også selv om det gør ondt og ens hjerte er knust.
Så er der kun en vej - fremad.