Jeg sad her til aften og funderede over mit liv.
Hvad der skete, hvad der ikke skal ske og hvor jeg står i alt det her.
Midt i det hele fik jeg følelsen af at ikke være god nok.
At blive kasseret på den baggrund af jeg er mig.
Tanken om at ekskonen måske finder, eller har fundet, noget bedre end end mig?
Og bedre hvordan?
Er det på det seksuelle område?
Eller er der fordi hun ikke fik nok opmærksomhed?
Uanset hvad efterlader det mig med en følelse af at være en fiasko.
Være utilstrækkelig.
At blive vejet og fundet for let.
Og i det hele taget blive erstattet af noget eller en som man ikke ved hvad er.
Det satte gang i vreden.
Tanken om at en anden er bedre end mig når jeg nu var villig til at gå igennem ild og vand for hende.
Den tanke om at jeg bare ikke er spændende mere.
De tanker satte gang i en vrede jeg ikke har følt længe.
En vrede så alt opslugemde at jeg i et kort øjeblik overveje om hvis jeg smækkede skinnebenet hårdt nok ind i en dørkarm kunne skinnebenet så brække?
Hvis det brækkede ville den smerte så overdøve den anden smerte jeg føler lige nu?
Eller hvis jeg testede styrken af et vindue ved at se om jeg kunne slå min knytnæve igennem ruden.
Ville det så gøre noget?
Mit bud er at det have fjernet smerten for en stund.
Men fordi jeg ikke har forholdt mig til den emotionelle smerte vil den stadigvæk komme tilbage.
Og selvom smerten ved at føle sig utilstrækkelig og intet værd er hård lige nu.
Så hård at min frustration gjorde jeg måtte finde håndvægtene frem og brænde vreden af der.
Hvilket lykkes til dels.
Det var nok til at jeg ikke tog noget og kylede igennem rummet.
F.eks. en mobiltelefon fordi det var det nærmeste og vreden og frustrationen skulle ud på en eller anden måde.
Det er hårdt at have det sådan.
At man skal forholde sig til alle mulige praktikaliteter imens man skal håndtere at det man troede skulle være, blot er noget man en gang kunne se være en realitet.
Nu er det en tanke der virker optimistisk at have den gang.
Bitterheden over at stå her er til at smage på.
At man bliver placeret i en situation som man ikke selv har bedt om.
Eller været klar over kunne komme.
Det er hårdt og nogle gange minder jeg mig selv om at de mennesker der begår selvmord ikke gør det fordi de vil dø.
Men fordi de vil have smerten til at forsvinde.
Den tanke er jeg helt med på.
Det er smerten jeg vil have til at stoppe.
Men jeg ved også godt at den smerte ikke stopper med det samme.
Den smerte skal føles, komme ud igennem vrede, løsnes med gråd og langsomt forsvinde med hvert et åndedrag.
Jeg får hele tiden at vide det bliver godt igen - om det bliver godt ved jeg ikke.
Men jeg tror på det bliver ikke smertefuldt på et tidspunkt.
Og de sorte tanke holdes på behørlig afstand.
Det skal jeg huske er en sejr.