I går måtte jeg se eksfruens familie.
Jeg skulle aflevere hunden til pasning og hente en trailer.
Da traileren stod hos eksfruens bror var det hårdt.
At ekskonens forældre også var der, hvilket var heldigt da det er dem der passer hunden.
Så skulle jeg kun stoppe et sted.
Men det var hårdt. Meget hårdt.
At se det der var en del af ens familie velvidende man ikke vil få samme forhold til dem igen gjorde ondt.
Jeg havde virkelig svært ved at holde tårene væk.
Vi fik klaret det vi skulle i forhold til hund og trailer og så forsøgte vi at tale lidt men ingen af os var klar til det.
Der var en akav afstand fordi alle vidste at det der en gang var ikke findes mere.
Eksfruens familie havde også fået et chok da hun kom hjem til dem og ville skilles.
Det er en ringe trøst og jeg er ikke i tvivl om de holder af mig.
Men hun er deres datter og det er der deres loyalitet ligger.
Jeg har været rigtig glade for dem da de har hjulpet på så mange måder.
Jeg har ikke været i tvivl om jeg var den heldige da jeg fik dem som låne familie.
Men det er slut nu.
Jeg kørte hjem hurtigt efter og på vejen hjem tudede jeg et godt stykke af vejen for det var en påmindelse om hvad jeg nu også har mistet.