Her knap 7 uger efter den famøse dag hvor jeg blev præsenteret for ønsket om skilsmisse, kan jeg godt mærke en forskel.
Jeg er naturligvis stadigvæk berørt af det hele.
Jeg går stadigvæk og savner hende i hverdagen.
En gang imellem vågner jeg stadigvæk en drøm hvor jeg mister hende og vil vende mig om og trække hende ind til mig for at holde om hende - men hun er der ikke.
Det er ikke rart.
Vi har talt noget sammen siden da.
Nogle få gange har det ikke kun været praktisk men vi har også fået talt lidt ud omkring det.
Det har givet mig nogle forklaringer og svar på ting jeg havde brug for at høre.
Der har også været ting jeg helst ikke ville høre men det er nok en naturlig del af denne her process.
De samtaler har givet mig nogle humør dyk og nogle af dem har været svære at overkomme men det er lykkes takket være hjælp fra gode venner og veninder.
Jeg er stadigvæk meget ked af det forspring hun har i hele denne her process.
Hun savner mig på en anden måde end jeg savner hende.
Og det kan mærkes når vi ser hinanden.
Det er nemmest i hverdagen når vi ikke ser hinanden eller har den store kontakt.
Ude af øje, ude af sind.
Det er nu en gang det nemmeste og gør jeg ikke tænker så meget på hvad hun laver eller om hun har sex med andre mænd.
En tanke jeg er blevet bedre til at håndtere men alligevel kan give nogle stik i hjertet og selvværdet.
At hun er, antager jeg, ligeglad med om jeg er sammen med andre, hvis det sker, gør også lidt ondt, men det viser den forskel der er i forhold til hvor vi er i processen.
Og der har hun desværre forspringet.
Men det går fremad for mig.
Små skridt men fremad trods alt.
Jeg skal en tur til Prag, i arbejdsøjemed, i en uges tid.
Hun har sagt hun nok flytter ind i huset imens.
Jeg er sikker på kattene sætter pris på det.
Personligt har jeg det lidt ambivalent omkring det.
For efter hun er rykket ud føles det lidt mere som mit hjem end vores hjem.
Det er stadigvæk vores hus og det kan jeg også godt mærke når jeg lige ser et eller andet og tænker det var sådan her vi ville have det.
Men det var bare ikke godt nok i sidste ende.
Jeg har det lidt underligt ved at hun skulle bo der.
At hun skal sove i den seng som jeg er ved at anse som min og en anden ting der virkelig trykker mig er om hun invitere en anden mand hjem.
Og måske endda lave noget i den seng.
Det ved jeg ikke helt om jeg vil kunne holde ud.
Bare tanken i sig selv giver mig et sug og en knude i maven.
Jeg bliver nødt til at tale med hende om det.
Mit håb er hun forstår mig og vælger ikke at gøre det.
Hvis hun gør det alligevel… så smadrer hun mig endnu en gang.
Jeg vælger at tro hun ikke gør det imod mig.
Forløbet med psykologen er blevet afsluttet for det dækkede kun over fire sessioner.
Det har givet mig meget og er helt sikkert en stor del af forklaringen af jeg er hvor jeg er.
Efter afslutningen er mit humør steget lidt. Ikke meget men gået fra nedtrykt til trist.
Men det er jo fremskridt.
Jeg er også begyndt at komme mere ud af huset efter vores hund har fået et nyt hjem.
At han ikke er der mere er både en befrielse men også noget der gør mig lidt ked af det.
Men jeg ved han har et godt hjem og er kommet et rigtigt godt sted hen så jeg er ikke i tvivl om det var den rigtige beslutning.
Han skal have det godt. Det var ikke hans skyld at forholdet gik i stykker.
Muligheden for at komme ud betyder at jeg er markant mere på kontoret end jeg har været i nogle år.
Det er rart at komme ud og se andre mennesker.
Da jeg arbejde hjemme næsten hele tiden var det ikke det store problem da jeg havde en der kom hjem til mig.
Så kunne vi tage ud til hendes familie og så var det sociale for mig dækket godt ind.
Det er ikke tilfældet længere så nu skal jeg ud af huset og det prøver jeg virkelig på.
Indtil videre syntes jeg det lykkes meget godt.
Jeg har holder også fast i min træning. Jeg er afsted tre gange om ugen.
Det er et godt holdepunkt og træningen giver mig noget godt. Både mentalt og fysisk.
Min vægt har aldrig været lavere og den stiger lidt i takt med der kommer lidt flere muskler på kroppen men det er jeg egenlig godt tilfreds med.
Plus min krop knager og knirker ikke nær så meget som den har gjort tidligere.
De daglige rutiner er der ved at komme styr på.
Opgaverne med at gøre huset klar til salg bliver taget i bidder.
Nogle af dem kræver sol og godt vejr.
Det har det så været når jeg har været på arbejde så jeg håber på godt vejr i weekenden så jeg kan få gjort noget i den have.
Den trænger virkelig til en hård hånd.
Indenfor sker der ikke så meget.
Jeg prøver at sorter ud i ting på hjemme kontoret og det går langsomt fremad.
Det sker lidt i perioder hvor jeg har hovedet til det.
Nogle gange er det hårdt og gør ondt når jeg ser ting der er fælles og som rammer mig. Der stopper jeg ret hurtigt igen.
Andre gange er der fuld fart på og så sker der noget.
Med den lille ændring i mit humør kommer der nok også mere gang i det.
Også i de andre rum i huset.
Det bliver dog kun det der er i skabe og skuffer da vi stadigvæk skal have huset til at ligne et beboet hus så vi kan få det solgt.
Dog tænker jeg at jeg virkelig giver det en omgang når vi har en ide om hvad der skal ske og hvor man skal flytte hen.
I forhold til hvordan jeg havde det for knap syv uger siden har jeg det mindre skidt.
Jeg har det ikke godt men jeg er heller ikke depresiv.
Der er dage hvor jeg vågner og er skuffet over at vågne for smerten over det hele stadigvæk sidder i mig.
Og den går desværre ikke væk bare sådan lige.
Det hjælper heller ikke at se hende eller tale med hende.
Det er en nødvendighed men det bliver marginalt mindre slemt fra gang til gang.
Dog er det en fremgang som jeg tager som et positivt tegn.
Som skrevet er jeg stadigvæk ked af hun er så langt fremme som hun er.
Jeg tror på hende når hun siger det også gør ondt på hende men jeg er ked af det ikke er på samme måde hun er ked af det.
At det gør ondt på hende viser dog at jeg har haft en betydning for hende i hendes liv.
At hun virkelig har holdt af mig. Det gør hun måske også nu men det er bare ikke det samme når jeg stadigvæk holder af hende på en anden måde.
Der er fremgang - det er det jeg hæfter mig ved.
Det skal nok blive godt og der skal nok komme løsningerne på det hele.
Som min eks svigermor siger: “Der kommer altid en løsning. Man skal bare arbejde for det.”
At det var en meget kedelig løsning der kom i relation til mit forhold er en anden side af sagen.
Men det var en løsning.
Og nu skal jeg arbejde for at finde de næste løsninger.