De sidste dage har været nogle hårde dage.
Jeg har måtte aflive en kat fordi den var muligvis syg og vi kunne forsvare at sende den videre til andre.
Den anden kat blev hentet i onsdags og dermed var der ikke nogle dyr i huset.
Det var helt bevist at huset blev tømt for dyr.
Huset er blevet solgt, jeg har fundet en lejlighed og huset bliver overdraget seneste 28. novemeber.
Jeg sidder i min sofa i den nye bolig og skriver dette her.
Det er en underlig fornemmelse at se alle ens egne ting være pakket ned og stå i flyttekasser.
Jeg kan høre folk omkring mig men heldigvis ikke nær så meget som jeg havde frygtet.
At gå fra et hus til en lejlighed er en virkelig underlig følelse.
Hvor man tidligere havde meget privatliv, havde mulighed for at høre høj musik eller bore noget op når man ville, skal man nu overholde en husorden.
At gå fra huset hvor man er klar over det er sidste gang man sover i det.
At man har ikke nogle ejendele tilbage. Altså ud over det sidste der skal hentes fordi man kan ikke huske alt.
Man begynder at distancere sig fra boligen og indstille sig på at man skal videre til et andet sted.
Lejligheden er ikke et hjem endnu men på sigt skal det nok blive det.
Men det er svært når man har forladt det hus hvor man selv følte at det var der man hørte til.
Desværre er det nu sådan en gang realiterne er og jeg kan kun forholde mig til dem.
Det er svært ikke at dvæle ved fortiden.
Tankerne om det man havde sammen har været meget tilstede i den sidste uge op til flytningen.
Jeg har gået og ransaget mit hoved om hvorfor, hvordan og hvornår i forhold til hvad der gik galt i forholdet.
Min egen flytning har gjort dette her meget virkeligt.
Samtidig har det også gjort mig opmærksom på hvor alene jeg føler mig i det her.
At jeg også føler mig svigtet.
At jeg er såret - dybt såret og har svært ved at bearbejde det ordenligt.
Det er en af grundene jeg har meldt mig til noget gruppe terapi.
Mit mål er at komme igennem dette her og vende det til noget godt.
Jeg ved desværre godt det kommer til at koste på mange fronter.
Der skal konfronteres nogle indre dæmoner og en masse usikkerheder men jeg tror på det er det værd i sidste ende.
Jeg ser min ekskone har succss i hendes liv.
Ikke fordi jeg under hende det men alligevel er jeg misundelig.
Jeg var tidligere en del af det eventyr og jeg ville gerne have været med på sidelinjen.
Men hendes valg har gjort jeg ikke skal være med.
Ganske som hendes valg har gjort jeg ikke er en del af hendes familie og kan følge med i deres liv.
Der er ingen tvivl i mit hoved om at hvis jeg kiggede forbi ville jeg være velkommen.
Men jeg kan ikke.
Hun skar mig fra.
Hun valgte mig fra.
Derfor kan jeg ikke besøge dem på trods af savnet.
Jeg vil heller ikke kunne holde ud at høre hvad ekskonen går og laver.
Hun ville ikke have mig som partner og for mig er jeg der at det er alt eller intet.
Valget endte på intet.
Mine følelser er mange og ikke alle sammen er triste.
Nogle af dem er ikke sælig rare - faktisk kan de skræmme mig.
Jeg har vrede og raseri i mig og de skræmmer mig.
Der er tanker om hun ikke skal have det godt eller rart på nogen måde.
Eller hun opdager hun aldrig finder noget bedre end mig.
En masse negative tanker som jeg ikke syntes matcher mig og min person.
Det er naturligt at det her kommer frem eftersom huset er solgt og jeg er flyttet.
Jeg arbejder på at det bliver bedre med tiden.
Jeg er nu ved næste trin i processen og jeg er nødt til at komme i gang med det.