Jeg har gået de sidste par dage, efter jeg så ekskonen igen, og mærket efter hvordan jeg har det.
At se hende igen er stadigvæk svært men i øjeblikket håndtere jeg det udemærket.
Det var tydeligt at mærke det er to mennesker som en gang havde noget sammen hvor det eneste der er fælles lige nu, er et hus der skal sælges for at begge parter kan komme videre.
Der er ikke nogen affektion eller intimt tilbage.
Og i øjeblikket havde jeg det også sådan.
Desværre er jeg blevet overbevist om at jeg undertrykte mine rigtige følelser i øjeblikket.
Jeg vil gerne videre hurtigst muligt.
Det vil hun også.
Forskellen imellem os er at hun har brugt, i hvert fald, seks måneder på at komme frem til at hun ikke havde de samme følelser som jeg havde.
Det har jeg ikke og selv om det måske så sådan ud den dag, så er jeg langt fra ovre hende endnu.
Da der var gået noget tid efter vi så hinanden begyndte jeg at blive påvirket.
Jeg er stadigvæk påvirket og mit humør er dalet lidt de sidste par dage.
Mit selvværd og min selvtillid har taget skade.
Grundet ting i barndommen har jeg altid haft problemer med mit selvværd og at føle sig ubrugelig gør det absolut ikke bedre.
Jeg går og føler mig forkert.
At jeg er en fiasko og ikke særlig attraktiv på nogen måder.
Det må jeg jo være når min ekskone ikke vil have mig længere.
Som sagt er mit humør dalet lidt de sidste par dage og i dag endte det med at jeg måtte sidde og græde.
Jeg har tude ture - det står jeg ved.
Det er at blotte sig men at tillade sig selv at være ked af det og græde hjælper lidt.
Nogle vil sige det ikke er særlig mandigt eller måske jeg er en blød person.
Det betyder ikke noget for mig hvis nogen kalder mig det.
Jeg har lært at jeg har følelser og hvis jeg ikke tillader mig at vise dem kan det hele ende med en depression fordi alle følelserne vælter ud på en gang.
Den vej skal jeg ikke ned af igen.
Jeg tror noget af grunden til mit humør tog et dyk, skyldes jeg har gået og sorteret og ryddet op i huset.
Løbende er jeg blevet gjort opmærksom på hvad vi havde sammen.
F.eks ting fra vores kobberbryllup i november.
Alle de ting har skubbet til mig og da jeg tror jeg undertrykkede følelser i onsdags skal de vende tilbage med fornyet effekt.
Hvilket de gjorde.
At se og læse ting hvor jeg kan se hun erklærer sin kærlighed til mig eller gaver der er givet mig, har presset mig.
For hvis hun gjorde de ting hvordan kan hun så undvære mig så kort efter?
Var det bare et spil for galleriet eller mente hun det faktisk?
Alle de tanker gør mig ked af det.
Og vil jeg egenlig have svaret?
For hvis det ikke er som jeg håber bliver jeg knust.
Er svarene det jeg håber på hvad har så ændret sig?
Er det mig? Gjorde jeg noget galt? Var jeg ikke god nok?
Og ikke god nok på hvilken måde?
Tilsæt at man har en mistanke om der er en ny mand i hendes liv.
Om det bare er en ven, en elsker eller en ny kæreste ved jeg ikke.
Og jeg vil heller ikke vide det.
Samt det er jo ikke noget der vedkommer mig mere.
Men tanken om der skulle være en ny giver mig en kæmpe knude i maven.
En knude som er der en hånd omkring mine indvolde og bare klemmer til.
Jeg ønsker af og til det var sådan for så kunne der gøres noget ved det.
Lige nu må jeg gå og forsøge at hold den smerte ud imens jeg samtidig kan føle mig erstattet.
At føle sig erstattet er ubæreligt.
Og tanken om at drikke sig fra sans og samling er ofte til stede for man vil gerne have smerte til at forsvinde.
Eller i hvert fald ikke mærke og forholde sig til den.
Jeg begynder at forstå dem der ender i et misbrug fordi de bruger alkoholen, eller det der er stærkere, til at bedøve sig selv.
En bedøvelse som jeg virkelig længes efter.
Men inden i mig er der en stemme af fornuft.
For begynder jeg først på at at bedøve mig ved hjælp af alkohol ender jeg helt sikkert i et misbrug som jeg på ingen måde har lyst til at ende i.
Da der er tendens til misbrug i familien tør jeg ikke begynde på det af frygt for at bleve endnu en misbruger i familien.
Jeg har kun en vej igennem det her og det ved at bearbejde det hele.
Så for at summere det hele…
Jeg har det mindre skidt.