Ekskonen flyttede hendes ting i tirsdags imens jeg var i udlandet.
Jeg vidste godt det ville ske. Hun havde fortalt mig det.
Det er underligt at vide man kommer tilbage til et hus hvor der mangler en del ting.
Omvendt er det også en påmindelse om jeg har mit eget liv jeg skal leve.
At jeg ikke kun var ægtemanden.
Men jeg er mig og selv om jeg var en del af et forhold i knap femten år, var det ikke kun os.
Det var os og mig.
Og det var også det der var min prioritet.
Den prioritet er ændret og det er en ændring jeg begynder at forholde mig til.
Jeg skal ikke tænke på om det er okay jeg gør noget.
Om der er ting i kalenderen, jeg ikke har sat der, hvis jeg vil noget.
Har jeg lyst til at gøre noget meget spontant kan jeg gøre det.
Der er ikke nogen at tage hensyn til.
Det er underligt efter så mange år i et forhold men jeg begynder at vende mig til det.
Vende mig til tanken om mig.
Jeg fik et los af en veninde der påpegede jeg har en automat reaktion når jeg bliver mindet om ting jeg havde med ekskonen.
Reaktionen er at gå ned i en tristhed fordi det har jeg ikke mere og ubevidst er det synd for mig for nu skal jeg være alene og det har jeg fundet ud af jeg er bange for.
Hvorfor det er tilfældet ved jeg ikke - endnu.
Men jeg er glad for det blev påpeget og jeg forsøger at være opmærksom på det.
At jeg til tider stadigvæk skal have nogle verbale lussinger for at indse hvor mit humør er på vej hen, er en anden side.
Men omvendt så tager det tid at ændre ens mønstre.
Første skridt er dog at være opmærksom på det.
Jeg har haft en del dyk i denne her uge med tilhørende påmindelser om automatreaktionen.
Der er en del minder i forbindelse med rejser som påvirkede mig.
Det er ting som jeg er i gang med at lære at det nu kun er minder.
Og det er gode minder.
Men det betyder ikke at jeg skal dvæle ved minderne og syntes det er trist jeg ikke kan gøre de ting længere.
Altså automat reaktionen.
Det jeg skal gøre er at sætte pris på jeg oplever noget.
At jeg er ude og opleve noget og det jeg oplever er mig der oplever det.
Ikke andre.
Jeg har været så vant til at dele tingene med partneren at det ikke kun er rart men en rutine.
Den rutine skal ændres og der er kun en der kan gøre det - mig.
Jeg har haft nogle gode dage i udlandet.
Jeg har mødt mine udenlandske kollegaer og skabt gode relationer.
Jeg har været til en spændende konference hvor jeg tager en del med hjem som skal bruges.
Og jeg har oplevet den by jeg boede i på en måde jeg normalt ikke gør.
De oplevelser og minder jeg har fået her, har intet med mit tidligere forhold at gøre.
De har med mig at gøre.
Det er mine minder og medvirkende til at jeg tager endnu et skridt i hele denne her proces som jeg har gang i.
Endnu et skridt fremad og jeg begynder at kunne se et lys for enden af tunnelen.