I år er første jul alene i rigtig mange år.
Alene i den forstand at jeg ikke har en partner eller ekstra familie.
Det er en meget underlig følelse.
Jeg savner min lånefamilie og de traditioner jeg var med at lave eller i det mindste præge.
Det i sig selv gør mig trist og jeg føler jeg er placeret på sidelinjen eller endda hele nede i omklædningsrummet hvis jeg skal bruge en sportsmetafor.
En af mine fejl var jeg aldrig fik sagt hvor meget jeg virkelig satte pris på det, men jeg var låst fast i min “jeg er ikke et stort julemenneske”.
Det er jeg heller ikke men jeg satte pris på den tryghed der var der.
Desværre fik jeg aldrig sat ord på det eller sagt det højt.
Endnu en ting jeg bruger de her dage på at slå mig selv oven i hovedet med.
Julen har aldrig været en favorit tid men den blev gjort udholdelig og i øjeblikke rar.
Men det var kun til låns og nu er julen igen noget der skal overståes for det minder mig om det jeg ikke har mere.
Jeg bliver nødt til at bruge dette her som en læring og forsøge at blive klogere på det.
Det er dog nemmere sagt end gjort.
Rationelt kan jeg sagtens se det men emotionelt er sårene virkelig dybe.
De kræver en del behandling og på et tidspunkt kommer det forhåbentlig.