På månedsdagen for hvor jeg blev præsenteret for ønsket om skilsmisse, afleverede vi, meget passende, vores hund til det sted vi håber på skal være hans nye, forhåbnligt også det sidste, hjem.
Hunden kan ikke være alene hjemme og det har låst mig fast så det har været svært at få trænet og blot komme ud af huset.
Så mit socialliv har lidt under det.
Selvom det er en befrielse at aflevere ham og ikke være fanget i huset, så er det også meget svært.
Han er min hund.
Desværre var han alt for mærket af situationen hvilket stressede ham.
Hans stress plus hele situationen i sig selv stressede også mig.
Så min stress forstærkede hans stress som igen forstærkede min stress og så kørte møllen.
Og han havde meget meget svært ved at ikke være i nærheden af mig.
Det er hårdt at sige farvel til en der har været så meget en del af familien.
At han var og er, min hund skyldes jeg gik hjemme med ham under corona og i vores saga af et husbyggeri.
Så det er naturligt at han er tættest knyttet til mig.
Og jeg til ham.
Jeg har haft presset på for at få ham omplaceret, for hele min situation lige nu er virkelig presset.
Mit mentale overskud er væk og jeg forsøger at få styr på mig selv, min kommende boligsituation, at gøre et hus klar til salg samt at håndtere et væld af følelser der bare overvælder en når man mindst har brug for det.
At se hunden så stresset og ude i torvene kan jeg heller ikke holde til.
Samt det ikke er fair at sætte ham i den situation.
Han kan jo ikke gøre for det.
Han er uskyldig i det her og desværre fanget imellem to parter der er ved at gå fra hinanden.
Så det bedste for ham er at komme et nyt sted hen hvor han får det mindst lige så godt som han havde det hos os.
Og det er virkelig svært at sige farvel til ham.
Meget svært og jeg havde tårer i øjenkrogen da jeg gik ud i bilen og kunne se ham gå ind i sit forhåbentlig nye hjem.
Samtidig markerede det også en milepæl.
Ud over at ekskonen ikke sover i huset og hun har hentet ting, så er det her den virkelig første direkte og kontante konsekvens ved skilsmissen.
Nu er han ikke med mig længere.
Han er ikke i fodenden når jeg vågner.
Og han kommer ikke hjem igen efter at være blevet passet.
Det er lidt som da ekskonen rykkede ud af huset og følelserne blev nulstillet.
Ekskonens valg har konsekvenser og denne her er en af de værste.
Også for hende vil jeg tro - jeg håber det i hvert fald.
Så det her er den første milepæl i at skulle have og skabe hvert vores liv.
For nu rammer det ikke kun os men også vores hund.
En nær ven gav mig det råd at jeg skulle gå en tur med ham dagen inden og det gjorde jeg.
Og man skulle huske billeder.
Det gjorde jeg og det har givet mig nogle rigtig gode billeder som jeg kommer til at sætte pris på.
Farvel min hund.
