Eksfruen og dele af hendes familie var i huset for at pakke ned og forberede til hussalget.
Jeg startede dagen ude af huset og kom tilbage da de var godt i gang.
Eksfruen virkde kold og jeg havde svært ved at få et overblik over hvad de var i gang med at pakke.
Da jeg endelig have fået det hjalp jeg lidt til inden jeg måtte gå udenfor og måtte græde.
Det var hårdt at se hende at så distanceret.
Da jeg var ude og græde for anden gang kom hun ud til mig.
Det satte gang i en samtale som vi holdt lidt kørend i løbet af dagen.
Da resten af familien var kørt fik vi talt i en times tid.
Det var en god samtale da vi begge kom ind under den kolde facade hos hinanden.
Vi fik talt om hvad der skete, hvorfor det muligvis skete og hvad der havde været af muligheder.
Der blev også talt om hvordan vi har det og hvad vi savner.
Og hvor vi individuelt er i processen.
Så vi fik talt lidt om hvad der sker når nøglerne til huset er afleveret.
Vi er begge sikre på der sker det som der sker med de fleste.
Man har intet sammen og man ser ikke hinanden med mindre man tilfældigvis løber ind i hinanden.
Det er svært for at os begge ikke at have hinanden i vores liv, men der vil ikke være noget ud over historikken.
Der vil ikke være noget der binder os sammen længere.
Så vi skal i gang med hver vores liv og komme videre derfra.
Indtil da samarbejder vi om at komme til det punkt hvor vi kan aflevere nøgler til huset og vi kan sige farvel til hinanden.
Det var en af de hårdeste samtaler jeg har haft længe.
At vi havde den var godt for os begge fremadrettet for samarbejdeet vi er tvunget til at have lidt endnu.
Jeg fik fjernet lidt af min vrede. Jeg er stadigvæk såret, skuffet og føler mig svigtet men det ændrede sig lidt.
Desværre elsker og savner jeg hende stadigvæk, så det ramte endnu hårdere fordi det her er at bygge op til det endelig farvel.