Jeg har forsøgt at undgå min ekskone inkl. hendes profiler på de sociale medier.
Forleden blev jeg gjort opmærksom på at hun havde haft travlt, hvilket gjorde jeg ikke kunne lade være med at kigge.
Resultatet var et hårdt slag.
Hun har fundet en ny.
Om det er en kærste ved jeg ikke men det er i hvert fald nok til at offentliggøre det på de sociale medier.
Det ramte hårdt. Meget hårdt.
Jeg har altid vidst at hun ville finde en ny på et tidspunkt. Det har jeg aldrig været i tvivl om.
At det skulle være nu havde jeg ikke lige håbet på.
Da jeg læste det slog det mig ud af kurs.
Jeg begyndte at motivforske, at tænke over om jeg overhovedet havde haft betydning for hende.
Om jeg allerede var glemt og erstattet, som er jeg intet værd.
Naturligvis er hendes fokus på fremtiden og alt det gode hun oplever nu. Det ved jeg godt.
Jeg kan sagtens se det og følge logikken i det.
Desværre ændre det ikke på mine følelser og de er ramt meget hårdt.
Det slår så hårdt at på trods af jeg fik brudt min begyndende nedadgående spiral, så spøger hun stadigvæk i baghovedet.
Hun betød utroligt meget for mig og der var praktisk talt ikke den ting jeg ikke ville gøre for hende og alligevel jeg blev smidt ud. Sådan følte jeg det i hvert fald.
Jeg er ikke, rationelt, i tvivl om at det heller ikke var nemt for hende, men det var hendes beslutning og ikke noget jeg var enig i.
Desværre betyder det at hun nok har været længere i processen med at komme videre.
At dømme ud fra hendes opslag også markant længere end jeg er.
Det gør ondt inden i. Meget ondt, for som beskrevet føler jeg mig ikke af betydning.
Jeg er slet ikke selv klar til at kaste mig ud i den slags. Det er jeg helt klar over.
At jeg heller ikke har lyst er en anden side af sagen.
Skilsmissen har gjort mig lidt modvillig i forhold til at stole på kvinder i den henseende.
I mit hoved bliver jeg forladt eller svigtet i sidste ende og svigtet er virkelig hvad jeg føler jeg er blevet.
For som en rigtig god ven beskrev det “Du sidder i en virkelighed du ikke selv har bedt om.” og han har ret.
Jeg bad ikke om det her – jeg bad ikke om at skulle sidde alene om aften i en lejlighed og finde ud af hvad i alverden jeg nu skal gøre.
Det påvirker mig i sådan en grad at jeg nu sidder og skriver på dette indlæg, bare for at få en smule luft.
For at kunne sætte ord på hvordan jeg har det og mine tanker.
Jeg er dødtræt men jeg har svært ved at sove i dag kan jeg mærke.
Så nu gør jeg noget for at forsøge at kunne finde ro i kroppen så jeg kan sove.
Samtidig har jeg opdaget noget der skræmmer mig lidt.
Nemlig at jeg ikke ønsker hende noget ondt men jeg ønsker hende absolut heller ikke noget godt.
Det skræmmer mig for det er ikke sådan jeg vil være. Jeg vil gerne være den person der ønsker hende alt muligt held og lykke men det kan jeg bare ikke lige nu.
Jeg håber det kommer med tiden for jeg har ikke lyst til at have det sådan her men det er desværre sådan jeg har det.
At jeg har det sådan er naturligvis forbundet med at jeg er såret og har det meget skidt med hvad der er sket.
Følelsen er naturlig og den forbliver nok sådan et godt stykke tid endnu.
En gang imellem får jeg lyst til at forsvinde ud i intetheden. Bare sætte mig i bilen og køre ud på motorvejen for at følge den og bare kører.
Forsvinde fra det hele og finde et sted og sove for ikke at vågne igen.
Eller gå i seng og sove så jeg ikke mere skal mærke den smerte jeg stadigvæk har og som min ekskone tydeligvis ikke har mere. Eller har haft i lang tid.
Tanken om at sove fra det hele er lidt skræmmende men meget tillokkende. Meget mere end jeg bryder mig om.
Jeg har ikke tænkt mig at gøre det for jeg ved det blot er et udtryk for at jeg har ondt. Meget ondt.
Smerte kommer til at være tilstede i et godt stykke tid endnu.
Når den aftager sammen med jeg får bearbejdet ikke kun skilsmissen men også de andre ting der hænger i mit hoved, så kan det være jeg vil være åben for at prøve igen.
Jeg skal helt sikkert have bearbejdet mine ting først for det er ikke kun skilsmissen der spøger.
For at nå dertil skal jeg have de ting på plads så jeg kender mit eget værd. At jeg er i stand til at sidde alene en fredag eller lørdag aften og være helt afslappet i mit eget selskab.
Men for at nå dertil koster det en del arbejde med mig selv. Det bliver ikke nemt eller uden smerte men det er det rigtige.
Jeg er ked af det og har så ondt at jeg nogle gange overvejer noget drastisk for at slippe for smerten.
Det liv vi havde var ikke uden udfordringer men det var det jeg ville. Det var der i livet jeg virkelig gerne ville være.
Min nye virkelighed er at jeg kun har mig selv og ingen anden.
I de mørke perioder tænker jeg at jeg aldrig finder nogen igen for hvis jeg er blevet dumpet efter så lang tid, hvad kan jeg så være værd?
Det er en af de ting jeg skal have bearbejdet før jeg kan komme ovenpå igen.
Om jeg får det godt igen ved jeg ikke men jeg ved at jeg vil arbejde på det.