I dag er en hård da har været endnu et par ejendomsmælgere forbi og eksfruen også kom for at hente noget.
At se eksfruen er stadigvæk hårdt.
Det bliver mindre og mindre svært men det er stadigvæk ikke nemt.
Det er en påmindelse om at vi havde noget i knap 15 år som ikke findes mere.
At jeg var et andet sted end hun var.
Og vi stadigvæk ikke er samme sted.
Hvor længe hun har haft det sådan ved jeg ikke men det har i hvert fald været over en længere periode i følge hende selv.
Den smerte der kommer ved den erkendelse er hård.
For mine følelser har været ægte og ikke pakket ind i noget.
Har hun vist det hun faktisk følte?
Jeg ved det ikke og jeg kan jo kun forholde mig til hvad hun siger.
Men stoler jeg på hende?
Kan jeg regne med hvad hun siger?
Det er svært, for ellers havde hun vel sagt til da hun begyndte at være i tvivl?
Jeg ved det ikke og det er ved at gå op for mig at jeg skal bruge min tid på at tænke på mig, i stedet for at dvæle ved fortiden og tænke på hvad der var en gang.
Samtidig skal jeg huske det kun er et hus vi skal sælge.
Det er kun et hus.
Også selvom det er blevet sådan som vi ville have det.
Hvilket også er det jeg skal bide mærke i.
Sådan som vi ville have det.
Det er nu en del af fortiden - det sidste kapitel i bogen om os der er ved at blive skrevet.