Vi er i gang med at fordele inventaret i vores fælles hjem.
Det er virkelig en underlig fornemmelse.
Vi skriver sammen og bliver enige.
Der er et fælles regneark hvor vi har fordelt de store ting.
Som jeg skrev til en god ven:
“Det er lidt underligt at dele op og vide hun skal have sit eget hjem og ikke skal med mig videre.
Tænker ikke det bliver helt normalt men når alt er faldet på plads så skal jeg jo heller ikke se hendes nye hjem.
Det vil godt nok være underligt for mig.”
Det med at tage stilling til hvilke møbler, pynte genstande og hvilket service man gerne vil have er virkelig en underlig følelse.
En ting er man vælger både praktisk og nostalagist.
Men samtidig er det også de ting der skal bruges til at ligge bunden for ens nye hjem.
Og som skrevet, så skal min ekskone ikke med videre til mit nye hjem.
Hun skal til sit eget hjem.
Til hendes eget liv.
Selve delingen af bo er mest af alt praktisk og giver en mulighed for en oprydning af at det man har fået samlet i løbet af årene.
Det er den virkelighed der er ved at gå op for en der rammert hårdst.
Nemlig den virkelighed at man skal til at have hvert sit liv og, som vores situation er lige nu, ikke være en del af hinandens liv mere.