Jeg sidder alene her i det hus som jeg troede jeg skulle bæres ud fra.
Vores hund og katte holder mig med selskab for en stund endnu.
Men som situationen er er vi nødt til at gå af med dem.
Det har gjort jeg er begyndt at tage lidt afstand fra dem.
Nogle dage er der ikke nogen afstand for jeg holder virkelig af dem.
Hvis vi ikke kan få omplaceret vores hund får jeg en virkelig svær dag.
Det samme med kattene.
Lige nu gør de at jeg ikke føler mig helt alene.
Men det er ikke det samme som at have et andet menneske i huset.
I de sidste mange år har jeg været vant til at uanset hvad, kom jeg hjem til en.
Eller hun kom hjem til mig.
Alenetid var værdsat og i min verden med at forstærke forholdet for man fik en mulighed for at savne hinanden.
Noget af det bedste var at køre en tur til Tyskland for at handle og så komme hjem til min kone.
Hjem til den person der betød alt i verden.
Nu sidder jeg i et stor hus, som er blevet som vi ville have.
Og savner den person der var en gang og som betød alt for mig.
Den person der nu findes er en anden som jeg ikke kender mere.
En person som trak tæppet væk under mig og efterlod på mig udenfor i mudderet imens regnen står ned.
Alt imens jeg kan se hende have selskab, kan jeg være alene.
Hun har placeret mig i en situation som ikke bare er svær men også næsten ukommelig.
Heldigvis har jeg gode venner som er med til at jeg ikke føler mig alene.
Men en gang imellem især om aften når man sidder på sofaen, savner jeg personen i den anden sofa.
Det er virkelig underligt at ende i den situation som jeg er i nu.
Alt jeg kan gøre er at række ud til den omgangskreds jeg har.
Trække på dem også selv om man føler sig til besvær og er krævende.
Omvendt skal man tænke på at hvis det var omvendt ville man så ikke have tilbudt sin hjælp på samme måde som de tilbyder deres?
Det vil jeg gerne tro jeg gør.
Den mulighed jeg har nu er at forberede mig på at være alene.
Lære at det at være alene ikke nødvedigvis er noget skidt.
Finde roen i at være alene uden at have nogen omkring sig.
At når man en gang imellem føler sig ensom er det i orden at føle sådan.
Og undlade at gøre noget uovervejet når man er trist, alene og ensom.
Når jeg engang finder mit eget og ikke sidder i vores fælles hus bliver det rart de første par dage.
Og så kan ensomheden ramme. Og det er der jeg skal huske at bruge mit netværk.
Det er netværket og vennerne der er med til at holde en oven vande.
Jeg har mistet min bedste ven.
Min klippe, det stabile og sikre i mit liv.
Trygheden i at vide man ikke ville blive alene og ensom.
Alt det har jeg mistet uden at jeg selv ville det sådan.
Nu skal jeg lære at omfavn det at være kun mig selv.
Men som jeg hørte en sige i en serie.
“Intet i denne verder er det værd hvis det ikke er svært.”
Så jeg ved det bliver det værd.