Ekskonen kom forbi i dag.
Hun skulle hente nogle flere ting og vi skulle fordele nogle ting.
Det er svært at se på en person hvor man er vant til at se et kropssprog og øjne der indikere affektion for en.
Når jeg ser hende nu, ser jeg ikke samme kropssprog eller det samme i øjnene som jeg har gjort i mange år.
Jeg ser en person der stadigvæk holder af mig og ønsker mig det godt men ellers ikke ser mig som en del af fremtiden.
Kærligheden, lysten og begæret er væk - når man ikke selv er der, er det hårdt at se.
Dog gav det en form for klarhed.
Ægteskabet er endegyldigt slut.
Og det er en hård realisering på trods af man var klar over det.
Det giver en anden opfattelse af ens virkelighed og en selv.
Ligeledes giver det også et væld af følelser som man må forholde sig til.
Man føler sig ikke god nok og ens selvværd får et slag.
Det er hårdt for det syn på en selv man havde skal nu justeres.
Men hvor meget det skal justeres er anden side af sagen.
For er man blevet mindre værd?
Har man ikke nogen værdi for andre mennesker?
Og er man ikke stadigvæk god nok i andres øjne?
Det er meget svært.
Rigtig svært, grænsende til det umulige fordi den man har været mest sikker på man var god nok til ikke længere ser en på den måde mere.
Den justering kan man ikke lave alene.
Niveauet for ens selvværd er faldet markant.
Nu skal man arbejde for at få det op igen.
Og det er hårdt arbejde.
Heldigvis kan jeg mærke en forskel.
Jeg tror den justerede dosis virker og samtalen med psykologen i dag gav mig en bedre forståelse for hvad jeg gennemgår.
Plus mit netværk stadigvæk giver mig en støtte jeg ikke troede jeg havde.
Det er hårdt at sidde i.
Men lige i dag tror jeg på at jeg kan komme igennem næste gang jeg ser hende.
Og det bliver mindre hårdt for hver gang.