Et af mine største problemer ved at have depressioner er at jeg til tider bliver for usikker på mig selv.
Og så kommer depression oveni og gør mig endnu mere usikker på mig selv.
Når det sker så bliver man meget afhængig af at få bekræftelse af andre.
Det kan være fra at ens indsats på jobbet bliver værdsat til at man føler sig attraktiv over for ens partner eller det modsatte køn. (Okay for nogle også det samme køn..)
I den periode hvor depressionen er størst har jeg en tendens til at jagte bekræftelsen.
Det bliver næsten en besættelse hvor man også sætter sig selv op til at fejle.
For bliver man afvist får man jo bekræftet at man ikke er god nok.
Omvendt… så får man jo bekræftelsen af ren medlidenhed.
Så alt i alt bliver det en bekræftelse i at man slet ikke er god nok.
Man kan bare ikke vinde. Og det selv om man nok kan bruge logik og komme frem til at det ikke er sandt.
Logikken bliver bare overtrumfet af depressionen som lægger en sort sky over ens logik.
Men det er jo ikke sandt, det er bare svært at se.
Når man så er kommet ovenpå igen kan man sagtens se at det jo ikke har været sand.
Depressioner har desværre den store magt over en.
Og når man så er deprimeret har man brug for bekræftelsen, men tror ikke selv på at man får den fordi man er god nok.
Det er en meget nedadgående spiral som kan være svær at bryde – og ikke uden hjælp.
Så når man er nede og man ikke får talt med andre man normalt taler med. Eller man føler sig skåret væk, selvom man ikke er det, for hvorfor taler folk nu ikke med en?
Det forstærker ens mangel på selvværd. Samt depressionen for man kan få tanker omkring man ikke er noget værd.
Andre har jo ikke lyst til at tale eller være social med een.
Sådanne ting kan virkelig forstærke depressionen for man kan have en tendens til at svælge i selvmedlidenhed.
Og så ender man i en: “Hvor er det synd for mig” periode hvor man ikke kan se de gode ting, men kun det negative. j
Det mønster er svært at bryde og tit og ofte kræver det et wakeup call på den hårde måde.
Nemt er det ikke. Og man gør det ikke fordi man gerne vil. Man gør det fordi man ikke er sig selv.
Hvor vil jeg så hen med alt det her?
At dem der læser det her måske kan bære over med mig en gang imellem.
Og forhåbentlig kan forstå lidt af hvad man gør en gang mellem…
Så bær over med mig… :-)